torsdag den 9. maj 2013

50 års jubilæum i Vejen Havekreds


Så hankede min naboveninde og jeg lige op i os selv og smuttede på plantemarked :) Vejen Havekreds holdt nemlig 50 års jubilæum. Det afholdt de på Sønderskov Hovedgård - et utroligt smukt sted, med masser af stemning og en hyggelig have.

Jeg var blevet tippet af min yndlings frøpusher, Bjarne. Han skulle nemlig herned og have en stand - og der var bestemt ikke langt fra tanke til handling ;)


Det ligger så smukt, med voldgrav hele vejen rundt, fyldt med grøn andemad. Det havde så flot et skær i det lidt overskyede vejr.


Og på plænerne, hele vejen rundt, stod den ene bod efter den anden :) Der var alt muligt lækkert at finde, lige fra planter (selvfølgelig), glaskunst, mad, zinkbakker og slik.

Og jeg må tilstå der røg lidt med hjem, bag i Poloen. Bjarne og Verner, lokkede ret meget synes jeg ;) Så der røg vermiculite og perlite (jordforbedring) med hjem, samt to nye chiliplanter. For jeg HAR jo ikke ret mange! Det blev til en Habanero Chocolate og en Jalapeno Purple... naajs !

Og så røg der også lige to akelejer og to senetti med også.  Så ikke helt vildt voldsomt, men fik da lidt spændende ;)


De fleste ved hvordan en Akeleje ser ud, men Senettien kendte jeg ikke i forvejen. Den er sådan lidt marguerite agtig, men bare lilla, og den dufter himmelsk :)


Inde på slottet, var der også borddæknings konkurrence! Og hold nu op, nogen spændende og meget anderledes bud der var på dette. Blandt andet bordet herover. MÆLKEBØTTER med rod und alles ;) Og en hel masse potteskår. Jeg må tilstå det var fedt, fordi det var så anderledes og modigt.


Men mit personlige yndlingsbord, var dette. Smukt, med sommerlig luftig broderet dug, slanke lys, mega mussel, smukke glas og et lille blomstrende træ for enden :) Meget mere sommerligt, bliver det ganske enkelt ikke. Desværre glemte jeg at stemme, inden vi forlod stedet ;)


Mens vi var der, fik vi lige et fif over telefonen fra min mor. Nu vi var så tæt på, skulle vi lige smutte forbi et andet plantemarked ved Vejen. Og hold da op, der var godt nok også meget at vælge imellem. Og ikke mindst, til rigtig gode priser :)

Så hovsa, der røg lige en lille fin ahornbusk med hjem. Den er så fin let og fjeragtig.... og så får den de skønneste farver hen over året.


Så herover ser du min høst ;) Ikke helt vildt, men alligevel nok til at gøre min dag til en super fed dag!! Jeg undskylder det dårlige mobilfoto af høsten, men jeg orkede ikke at gå ind efter mit kamera. Jeg var brugt op, men på den gode måde :)

I morgen må jeg se om jeg kan få placeret planterne. For der hvor jeg tænkte at Ahornen skulle stå, tror jeg måske der blæser for meget! Jeg har ikke forstand på det - men jeg tror det.


2 kommentarer:

  1. Uha.. undskyld ikke mobilfotoet, jeg har ikke andet at tage billeder med til min blog :)
    Plantemarkeder er de bedste, skal du ikke også i Geografisk have 5 juni? det er seriøst stort :) jeg elsker at komme der.

    Det lyder rigtigt spændende med en chokolade chilli.

    KH
    Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Jooo jeg skal HELT sikkert i geografisk have den 5 juni!! :) Jeg har altid glemt det når det var der, men det må bare ikke ske i år :D

      Slet