lørdag den 29. marts 2014

Ramsløg og rasende billige potter

image
 
 
Jeg faldt over et godt tilbud idag :) Billige krukker hos Jem og Fix. Stooore krukker i glasfiber til 50 kr. Så jeg købte seks stk til mine krydderurter.
 
Jeg har nemlig besluttet at fjerne to højbede, hvor mit drivhus skal stå. Og så manglede jeg jo et sted at gøre af alle mine mynter især. Så dette bliver den nye måde.
 
Så de kommer til at stå på terrassen og se lækre ud... forhåbentlig ;) For indtil nu er alle mine potter forskellige i form og farve og det får let en lille grund til at virke enormt rodet og kaotisk. Så nu håber jeg på at dette kommer til at syne mindre rodet.
 
image
 
 
Og så kiggede jeg til de ramsløg jeg plantede i min lille "private skov" sidste år. Weeeee de vokser fint!! :) Så dem skal jeg da have sat nogen flere af! For der er jo ikke flere dér, end at jeg nemt kan bruge lynhurtigt.
 
Jeg skal dog også ned i den lokale skov og plukke nogen til at lave ramsløgsalt og urtesmør af :) Og så håber jeg at jeg NÆSTE år, kan hente det jeg skal bruge, på den anden side af hækken i stedet.
 
 


torsdag den 20. marts 2014

Kokosmuld


Mange har efterhånden spurgt lidt ind til det kokosmuld jeg bruger. Så nu tænkte jeg, da jeg skulle blande nyt, at jeg ville vise jer lidt om det.

Mulden er fra Kokodana og kommer i en hård blok på 4,5 kg. Den lægger man i en stor balje og tilsætter 20 L vand. Når blokken så har opsuget al vandet, kan man sætte sig til at nuldre jorden ud. Den bliver enormt let og lækker. Og pludselig står du med 70 L kokosmuld.

Jeg fylder den derefter i en stor sæk, sådan at det holder på fugten, hvis jeg ikke lige får brugt det hele.


Og SÅ blander jeg min færdige pottemuld. Jeg personligt bruger 50% pottemuld og 50% kokosmuld. Og til den blanding tilsætter jeg ca. en lille fjerdedel perlite.


Og så er det ellers igang med "klør5" og blande rigtig godt! Blandingen bliver virkelig luftig og lækker og rigtig god til planterne.

Man kan næsten se det på billederne. Det er ikke NÆR så kompakt og tungt som almindeligt pottemuld.


Kokosmulden består af 100% organisk materiale. Eller komprimeret kokosskal om man vil.

Fordelen er at det er let og luftigt og giver en masse luft til rødderne. Og er der noget planternes rødder kan lide, så er det ilt og vand.

Mere nøjagtigt, kan det beskrives sådan:

Vores luft indeholder ca. 21% ilt, og derfor har den del af planten du kan se over jorden, intet problem med at optage ilt. Derimod har rødderne det helt anderledes, for at holde en plante saftspændt kræves vand.
Vand optages gennem rodhårerne, og det kan foregå ved passiv vandoptagelse, hvor det sker uden plantens aktive deltagelse.
Det sker, når der er koncentrationsforskel mellem vand i jorden og vand i rodens celler.

Når koncentrationen er højere udenfor end inde i planten, vil vandet passivt bevæge sig ind i plantens rødder; det sker når stueplanter vandes meget.

Den aktive vandoptagelse er en biologisk proces. Ved hjælp af energi transporteres vandmolekylerne gennem rodhårernes overhud, og der forekommer ånding i rodcellerne.
For at rodhårenes celler kan ånde, skal der være ilt tilstede; derfor er det vigtigt at sørge for, at der er godt med luft (ilt) i jorden. En sammenpresset jord indeholder kun lidt luft. (Her er det at kokos er godt, da det selvom du knuger det i hånden, stadig ikke kan presses til en tæt kugle).

Manglende ilt kan resultere i at planter mangler vand, selvom hele rodsystemet er ved at drukne i vand. Rødderne drukner, planten kan i yderste konsekvens gå ud.

Denne kokosblanding der i mod, er så let og porøs, at man kan have sin potteplante til at stå og soppe i vand, uden at planten drukner. For jorden bliver ikke tæt, kompakt, tung og vandmættet, på samme måde som almindeligt jord gør.

Jeg bruger kokosmulden ren, til at spire frø i. Der bruger man i forvejen normalt ugødet jord og dette kokosmuld er uden næring. Når de små spirer så skal pottes op i større potter, bruger jeg denne omtalte mix af kokos og plantejord. Derudover begynder jeg at gøde med en god gødning.

Personligt bruger jeg gødning beregnet til chili. Det jeg bruger lige nu, hedder Chili Fokus og når jeg sammenligner med min forrige sæson, hvor jeg gødede med en alm NPK gødning, kan jeg se at mine planter i år, har meget flottere blade. Skinnende, store, smukke og sunde blade.

Jeg ved godt det sikkert er pga. flere faktorer... Men jeg tror jeg har fundet en blanding og en fremgangsmåde der passer godt til mig :) Om det her passer til dig, det skal jeg ikke bedømme. Og jeg vil heller ikke pådutte nogen at bruge kokosmuld osv.
Jeg vil kun sige at det virker rigtig godt for mig :) Jeg er normalt dårlig til at vande - enten får de for meget fordi jeg er bange for at give for lidt - eller jeg vander for lidt, fordi mine hverdage ofte går lidt for hurtige. Med denne jord, står mine planter ALTID i vand i bakkerne og tørrer dermed aldrig ud.

Det er da win win :)

Man medbringer ALTID kage!


Sikke et fantastisk dejligt vejr vi har haft i dag :) Faktisk var det perfekt til en tur til "Bjarnes frø og planter!" Og da jeg havde lidt reservedele til mit drivhus, jeg skulle hente der, så var der jo ikke langt fra tanke til handling. Så nabo-veninden og jeg måtte afsted.

SÅ fat i traileren og hægte den på chili-potten og så afgang! :)


Første stop var bageren... for man tager ikke til Rimmerhus uden kage! Det gør man simpelthen bare ikke :)

Der røg også lige en lækker sandwich i posen, så vi kunne gøre holdt et sted og nyde vejret og frokosten. Vi fandt en lækker holdeplads, med den mest fantastisk lækre udsigt over enge, med græssende heste. Meget friskt og dejligt at sidde der og nyde en sandwich.

Blæsten var lidt frisk, men solen er ved at have magt kan man mærke. Og det er bare noget man sukker efter, ovenpå den lidt kedelige og halvgrå vinter.

Men der ku vi jo ikke sidde hele dagen, så vi fyrede op under Chili-potten igen og kørte videre. Og inden længe så vi skiltet der viser op mod "Farmen" i Rimmerhus.

Velkomstkomiteen bestod af Mischa, der lå og "holdt vagt" ved postkassen :) Og i jagten på Bjarne og Verner, mødte vi først en flok dunede små væsener. Nemlig en flok søde kyllinger og vagtler... ihhhh må haaaa!!! Og omme bagved var der endnu flere søde fjerede venner.  Jeg bliver altså nødt til at have sådan nogen dunede fyre i mit drivhus.....


Men inde i varmen og "porno-lyset", fandt vi Verner begravet i planter ;) Jeg kan hilse og sige at der kan være plads til en HEL del planter i en stald!!

Og jeg forelskede mig da også i nogen stykker. Både de store paradisfugle blomster, der liiiige var på nippet til at springe ud. Og også denne stoooore kaktus! Den havde jeg sneget med i lommen, hvis den ikke lige stak så voldsomt ;)


Er den ikke skøn? Eller det bare mig? ;)

Men dem der var flest af, var uden tvivl chili. Højt og lavt og alle vegne :) Men der er jo heller ikke mange måneder til der er chilifestival vel? ;)


Men nu handler alt jo ikke om chili vel? Altså ikke helt.... Det handler også om KAGE! Og vi havde jo lige en medbragt kage der skulle spises :)

Så da bilen var pakket med indkøb og diverse, så var der da lige tid til en hyggelig snak og en bid kage. Der hersker ikke ret meget tvivl om at jeg kunne bruge MANGE timer deroppe. Stemningen er hyggelig og jeg elsker dyrene og planterne og at gå og pille... MEN hjem skulle vi jo igen og det med en trailer efter bilen. Gaaaab, det er jeg ikke god til ;) Altså ikke sådan at jeg ikke kan hitte ud af at køre med trailer - men hooold nu op det går langsomt!

Trods langsom hjemtur, har det være en super hyggelig dag, med godt selskab og godt vejr! Og sådan nogen dage vil vi jo gerne have mange af! :)


fredag den 14. marts 2014

Vil du svinge dig i lianerne?


SÅ skal du bare komme her inden et par uger ;) Siger jeg noget modigt. Jeg har nu puttet disse store bønner i perlite, til videre spiring.

Først er der lavet hul på skallen, så man kan se det grønne indeni. Dernæst er de lagt i blød i vand, indtil de nærmest bobler op og bliver bløde. Det stadie nåede de igår og kom så i perlite.


Perliten skulle gerne immitere en sandstrand :) Så en potte fyldt med perlite, som jeg så har ladet stå og suge en masse vand... ned med bønnerne og så er det bare at vente :) Så nu håber jeg bare at de er gode og vil spire.

NÅR de gør (hvilket jeg jo satset på), skulle det gerne gå rigtig hurtigt :) Jeg har læst i grupper om spirer der vokser op mod 10 cm på en dag :) Nogen der kan sige "Hans og bønnestagen"??


Så hvis i ikke kan finde mig inden længe, så er der to muligheder:

A: medbring hæksaks og befri mig fra den lian der har omklamret mig i min søde søvn

B: Kravl op af bønnestagen, for at se om jeg stadig slås mod kæmpen deroppe

Jeg siger det bare... jeg er på dybt vand her. Med en plante der kun kan stå indendøre, og kan vokse op til 30 meter på 18 måneder... så ser det skidt ud ;)



torsdag den 13. marts 2014

Der er forår i luften aaaahh !


Foråret er da i DEN grad kommet over os. Temperaturen har været intet mindre end fantastisk hele ugen. Så jeg har da også stået udenfor på terrassen og pottet om. Og haven har fået den første tur, for tørre kviste, blade og ukrudt :)


Og overalt i haven vidner de små forårsbebudere da også om at vinteren er slut. Foråret har lagt sin lidt lunere hånd på haven og man kan mærke det nu går den rigtige vej, mod sommer og sol. Og uha hvor har Frk. Sommer været savnet her hos mig!


Selv hækkene viser tegn på liv og lyser svagt lysegrønt :) Uh hvor jeg elsker denne tid på året. Men bliver lidt let om hjertet og glad i låget.


Også i chilijunglen føles det som forår. Solen brager nu ind gennem vinduet og planterne begynder at strække sig efter det, fremfor vækstlyset. Det viser i den grad, at solen efterhånden har meget magt.

Så her vendes potter én til to gange om dagen nu. Så planterne ikke ender med at gro i en 90 graders vinkel ;)

På billedet herover ser man min Dorset Naga chiliplante. Den er SÅ fin :)


Her med min hånd på billedet, så man kan fornemme størrelsen på de smukke blade. Store, smukke og flot grønne :)


I skal da heller ikke snydes for at se junglen i dagslys, uden det lilla lys tændt :) Så ser man bedre planterne og deres størrelse. Mange af dem er nu landet i 5 L potter, som er deres blivende potte her hos mig. Nogen få ryger i 7,5 og et par enkelte 10L potter bliver tilplantet med to ens planter.


Min højdespringer lige nu, er denne flotte Naglah Brown :) Den er sået 1. december og har vældig meget fart på. Det vrimler med knopper i den og inden længe skal jeg til at fjerne knopperne. Jeg vil nemlig gerne have at planten koncentrerer sig om at vokse sig større, frem for at sætte frugter.

Meeen inden længe bliver den sluppet løs for alvor ;)


Også i spirekassen sker der ting og sager! Mine telegrafplanter har nemlig allerede stukket nakken op over jordoverfladen! På kun tre dage :) De har fart på, de små bevægelige fætre. Jeg glæder mig vildt, til de får blade der bevæger sig!!

Samtidig med alt dette, arbejder jeg på at få et drivhus stablet på benene. Dvs. både det gamle som stormen "Bodil" valgte at flytte lidt på... samt et "nyt" jeg har fået mod nedtagning. Så her er travlt og det tegner til en god og spændende sæson :)


onsdag den 12. marts 2014

AARRGHHH


Jeg har på 4 dage, modtaget ikke mindre end 1200 spamkommentarer! Så nu bliver enden af det desværre at jeg bliver nødt til at slå ord verifikation til. Jeg ved det er et irritationsmoment når man skal kommentere. Men jeg håber i bærer over med det og ikke afholder jer fra at skrive en hilsen :)

Men når man hver dag kommer hjem til 300 spamkommentarer og skal slette og passe på ikke at slette en ægte kommentar, så er det træls :)

Jeg håber at det efter noget tid igen er muligt at fjerne ord verifikationen!


Der er liv i Junglen !


Puuueha, der begynder at blive en smule trangt i chillingebørnehaven!! Jeg har måttet inddrage al ledig plads til planterne. Så der står nu fire bakker, fyldt med chiliplanter.

De vokser med raketfart nu og man begynder at sukke gevaldigt efter drivhusvejr. Men de kommer ikke derud før nattetemperaturen når op i nærheden af 8 grader, eller deromkring :)

Jeg vil skyde på jeg har ca. 70 planter derinde nu og når de lander i 5 L potter, så fylder de godt nok en del. Så inden drivhuset er klart, må jeg nok udvide pladsen ind i stuen og i vindueskarmene også.


Men nu ER det ikke chili det hele ;) Her er et af mine små Jacaranda træer. De vokser fint og man kan nu se hvor fine deres blade bliver. Dem beholder jeg 3 af. To skal laves til opstammede træer, da de skal stå i krukker. De er nemlig ikke vinterhårdføre her. Og en tredje vil jeg forsøge at lave til Bonzai. Jeg har aldrig prøvet nogen af delene før, så det bliver spændende at se om de bliver som jeg drømmer om.


Der ud over har jeg også gang i verdens største bønner!!  Deres bælge kan blive op til 2 meter lange :)

De hedder hhv. Entada Rheedii og Entada Gigas. Det er egentlig nok mere en slags lian og de kan vokse op til 30 meter i løbet af 18 måneder!! Og da de heller ikke er vinterhårdføre, siger noget mig, at jeg kommer til at forsvinde i en jungle.

Så hvis du ikke kan fange mig på telefonen, så kom og gå ind.... husk en hæksaks, for så er jeg måske fanget af lianen og kan ikke komme fri ved egen hjælp ;)

Det siges at man kan blive høj, hvis man ryger eller spiser indmaden af disse bønner ;) Meeen det tør jeg nu ikke. Men sjov info er det da.

Nu vi er ved de sjove planter, er jeg også ved at forsøge at spire en Telegrafplante, eller Codariocalyx motorius. Det sjove ved denne plante er at den står og vipper bladene, så man tydeligt kan se det med det blotte øje :) Dette gør den, for at kunne fange det optimale lys hele tiden. Mange tror den reagerer på musik, derfor findes der også mange youtube videoer, hvor folk holder spillende telefoner hen til den. Men i virkeligheden har det intet med musikken at gøre, men derimod bare bevægelse planten er bygget til at lave.


 

Denne video snyder en lille smule, da det er en timelaps med 2 sekunders interval. Men det giver stadig et godt billede af hvor hurtigt den står og bevæger sig :) Find evt. flere videoer på youtube.

Den er jeg RET spændt på at se i virkeligheden og håber virkelig den vil spire her hos mig :)

Så lidt sker der, her i junglen :) Og vejret har jo været intet mindre end fantastisk i denne uge. Så ompotningen har foregået på terrassen, uden overtøj og med kaffe i koppen. Så bliver det da ikke ret meget bedre!