mandag den 14. april 2014

Kan vi SÅ få nogen lunere nætter

Naglah14042014
 
 
Her går planterne amok og huset ender med at være for lille ;) Ja sådan tænker vi jo hvert forår, fordi vi ikke helt kender begrænsningens kunst, udi at spire det vi har plads til - og KUN det vi har plads til ;)
 
Men sådan er det jo - og om en måneds tid har jeg glemt at huset bare ikke KAN se ryddeligt og pænt ud, når der står så mange store planter over det hele.
 
På billedet herover, er det min absolut største og fineste plante... i hvert fald endnu :) Det er min Naglah, der bare vokser og vokser. Den kan nærmest ikke stå nogen steder mere, uden at grenene går imod et eller andet. Den er nu 130 cm over skuldrene og har en højde på 105 cm!! Hvis den bliver ved på denne måde, behøver den snart et drivhus for sig selv!
 
BOC2014a
 
På bordet herover ser du en lille samling af mine Bhut Orange Copenhagen :) De står i forskellige størrelser potter, fordi jeg vil se hvordan de opfører sig under de forskellige vilkår. De vokser fint og begynder allerede at sætte knopper, som var de betalt for det.

drivhusapr2014


Men hvorom alting er, så er drivhuset endelig klar! Jeg fik sat de sidste ruder i huset igår. Nu gider jeg ikke mere ufrivillig nedrivning, af hidsige damer som Bodil'er.... så nu er soklen punktstøbt, der er sat ekstra stivere i huset og glasset er skiftet ud med polykarbonat, der er sat i med silikone, BUM!

Det tager dog noget af det æstetiske ud af drivhuset synes jeg. Udseendemæssigt er jeg ikke særlig kuldret med det poly. Men det er prisen man må betale, når man er træt af at samle glasskår op på hele grunden. Og så håber jeg det ser knap så trist ud, når der kommer planter i huset.

Beklager i øvrigt den misligeholdte græsplæne og rodet til venstre. MEN kommer tid, kommer råd. Det skal nok blive pænt igen det hele.

chilistuen
 
 
Og om vejret vil - bliver det altså snart :) For på kontoret er pladsen nu så trang, at en del af planterne er flyttet ind i stuen foran TV'et. Og inden længe kan man ikke se TV, for bare planter. De står tæt og de vokser hurtigt.
 
treslobosapr2014
 
 
Nogen er endda begyndt at sætte frugter nu ! Her er det min Brazilian Tres Lobos, der spytter blomster og frugter ud i lange baner. Jeg tror bestemt den ville elske at stå i drivhuset inden længe.
 
jacarandaapr2014
 
 
Om det så er mine små Jacaranda træer, er der fuld fart på dem. De er nok næsten 15 cm høje og har de fineste lysegrønne blade. Hvornår jeg skal begynde at knibe blade for at stamme dem op, aner jeg ikke. Men indtil videre får de lov bare at vokse alt det de vil !
 
Derimod går det knap så godt for telegrafplanterne.. de er alle afgået ved døden, langsomt men sikkert. Men de skal nu prøves igen på et tidspunkt. Jeg VIL have en dansende plante ;)
 
Mine to store bønner ligger også bare og mugner... de NÆGTER at spire. Så overvejer om de to bønner som ellers skulle gemmes til at kigge på, alligevel skal prøvespires. For det KAN da ikke passe at det ikke vil virke.
 



onsdag den 2. april 2014

KONKURRENCE

image
 
 
Jeg har da i øvrigt lige lyst til at lave en lille konkurrence! :) Ikke af nogen speciel grund, men bare sådan lige fordi! Måske er det fordi foråret er sat lidt i gang man endelig kan få fingrene lidt i jorden.
 
Der er tre præmier på højkant, til tre forskellige vindere,
 
  1. førstepræmien: 2 plader chokolade, 1 giga pakke blandede blomsterfrø, 2 SPROUT blyanter og 1 super god pen til at skrive på dine planteskilte.
  2. andenpræmien: 2 plader chokolade
  3. trediepræmien: 2 plader chokolade
 
For at være med i konkurrencen, skal du vise et foto af din bedste haveidé ! Det kan være fra både villahave, altan, eller urban have :) Idéen kan være lille eller stor. Hjemmelavet eller købt.
For at jeg kan styre det hele, SKAL du lægge en kommentar til denne post, hvori du beskriver om du har emailet( momsen @ gmail.com ) dit foto af din idé, eller poster den direkte som besked, link eller hvordan du måtte ønske :)
 
Jeg trækker enevældigt lod, den. 20. april 2014. Og såfremt vinderen har efterladt en kontaktmulighed, får de besked direkte. Ellers må i lige holde øje herinde :)
 
Beskrivelse af præmierne:
 
Chokoladen er hhv mørk chokolade og en variant med mango og chili.
 
Frøene er en giga pakke blandede haveblomster, vildt god til fx krukker eller altankasser.
 
Blyanterne er fra SPROUT, og når du er færdig med at bruge din blyant og den er for lille at skrive med, kan du stikke enden ned i jorden. Der sidder nemlig nogen frø indeni toppen af blyanten. Disse to er med Mynte og Salvie.
 
Pennen er en lækker pen, der let skriver på fx de plastic skilte jeg bruger, uden det regner af eller falmer.
 
 
 
 


LIDT bliver der lavet

image
 
 
Jeg har arbejdet lidt på terrassen idag. De store potter jeg købte, skulle fyldes med urter jo. Så jeg fik flyttet alle overlevede krydderurter om i krukkerne. De fleste mynter klarede skærene, samt en citronmelisse og en anisisop. Og så selvfølgelig purløg og persille, som jo nærmest er umulige at slå ihjel :)
 
image
 
 
Da krukkerne er meget store, har jeg fyldt dem 1/3 med grankogler. De både dræner nederst, samt sparer en del på jorden. Og som bonus er de gratis!
 
De sidste krukker vil blive fyldt med blomster! Jeg trænger til farver og dufte på min terrasse, da det trods alt er der jeg sidder mest. Så selv i krukkerne med krydderurter, bliver der poppet nogen pragtsnerler ned ved siden af :) Jeg håber det kommer til at virke!
 
Der ud over, arbejdet jeg stadig på at rense drivhuset for silikone på alle rammerne, sådan at der snart kan komme ruder i igen :) Og så har jeg lige to højbede der skal fjernes, så der kan blive plads til mere drivhus.
 
Og så mangler vi ellers bare at foråret vil brage igennem, sådan for alvor!! For jeg er seriøst ved at kunne åbne en ny "Randers Regnskov" her ;)