søndag den 26. januar 2014

Udbygning

(null)

Så fik jeg lige udbygget pladsen til mine chili :) det lille klapbord, slog simpelthen ikke til. Så to bukke og en billig bordplade, fik nu gjort plads til det hele på eet sted!

Planen er at jeg vil finde een stor balle til at vande i, frem for de små skobakker. De tager alt for meget spildplads med de brede kanter. 

Men der ud over, tegner det godt for den kommende sæson. Jeg frygter stadig at jeg når at komme til at bo i en jungle inden længe dog. For inden vejret tillader at benytte drivhuset, vil planterne have nået en anseelig størrelse! ;) jaja jeg smiler lidt over det nu... Men jeg husker noget med en hvis frustration sidste sæson... Og jeg har ikke færre planter i år da ;)

Er du helt ny eller overvejer du at starte med at så chili, må du ikke føle dig opgivende overfor synet af lamper osv. I tre år har jeg kun haft vindueskarm, potter og frø... Og det gik fint ;) der er bare sket det at grådigheden har taget lidt over her ;) mere vil ha mere.....
Derfor har jeg nu skaffet lamper, mere plads og er nu også ved at teste en spirekasse med indbygget varme. Man kan godt gå hen og blive en lille smule bidt af det ;)

Bare tanken om den kommende sommers mange små doser dopamin, gir smil på læben ;)





torsdag den 23. januar 2014

Nye smukke chili !


Uhhh jeg venter på nogen yderst spændende chilifrø! Den ene slags er den du ser herover: Pimenta Pink Tiger! Er den ikke bare smuk? :)

Den har de vildeste skønneste striber i lilla og gult... og når den modner til rød, er striberne der stadig!

Den er en krydsning af Bhut Jolokia og Pimenta de Neyde, så vidt jeg kan finde frem til. Jeg havde selv Pimenta de Neyde sidste år og de er smukke sorte frugter, med et islæt af lilla skær. Begge frugter er pænt stærke - nemlig med styrke som Bhut Jolokia. :)

Når den modner op ses striberne stadig, men er mere rød. Er du vimmer jeg er spændt på at se den i mit eget drivhus til sommer :)


Dernæst skal jeg prøve denne Mojo Blackie! Den er også en krydsning af de to ovennævnte chili. Så her ser man hvor forskelligt en krydsning kan falde ud.

En dag vil jeg selv prøve at krydse to sorter og se hvad der sker. Jeg vil dog gerne lege lidt med noget spættet løv på planten.



onsdag den 22. januar 2014

Chili - myter og fakta

Mange ved ikke så meget om chili – ud over at de er aflange, røde og stærke.  Nogen mener også at vide, at hvis man spiser verdens stærkeste chili, så DØR man!! ;)  Men chili-verdenen er langt mere nuanceret end som så.
For det første findes der et hav af chilisorter. Der findes faktisk flere tusinde sorter, fordelt på 6 kendte arter og 5 knap så udbredte arter. De 6, er også dem vi kalder kultiverede sorter, nemlig:
  • Capsicum Annuum, betyder årlig. Dette er i grunden misvisende, da de ikke er enårige, men kan leve i årevis. (Dog plejer de fleste hobby-chilidyrkere at starte forfra år efter år) Annuums er de mest almindelige chilipebre i verden. Heriblandt finder du Jalapeno, Cayenne, New Mexican osv.
  • Capsicum Frutescens,  oversættes til busket. Bedst kendt i denne gruppe er nok Tabasco. Her er også mange forskellige frugter. Men dog ikke nær så mange som hos Chinenserne. Typisk for Frutescens er at frugterne er lette at plukke, blomsterne har et grønt skær og de gror godt og hurtigt. Disse er især gode indendørs, som vindueskarm plante.
  • Capsicum Chinense, navnet antyder helt forkert at disse sorter oprindeligt er fra Kina. Faktisk er denne gruppe oprindeligt fra Amazon Basin. Men uanset hvad, er denne gruppe kendt for sine ”nær-døds-styrker”! De aller mest kendte fra denne gruppe er nok Habanero. Herunder findes alt fra små bærlignende chili, til store frugter – og lige fra mild til sindssyg stærk. Planterne her er oftest kompakte og robuste og passer godt i en vindueskarm. Dog elsker de også lidt god varme og en lang sæson, hvis man vil nå at nyde frugterne.
  • Capsicum Baccatum,  betyder bærlignende. De stammer fra Peru eller Bolivia. De bliver ofte omtalt som Ajis, som faktisk bare betyder chilipeber. I denne gruppe findes rigtig mange forskellige former og smagsvarianter. Mange sorter fra denne gruppe bliver ret store, så er normalvis ikke så gode i en vindueskarm.
  • Capsicum Pubescens, betyder ”Behåret”. Hvilket er meget godt ramt, da sorterne har små hår på stængel og blade. Disse er også kendt som Rocotos og har sorte frø og lilla blomster.
Der ud over findes der så de andre arter, som er vilde chili arter, som jeg ikke vil beskrive nærmere her.
Men det sjove er, at chiliplanter findes i størrelser lige fra 10 cm høje til flere meter høje. Frugterne findes ligeså, fra 1 cm størrelse og rund som en kugle, til de aflange røde du kender og over til ondt udseende store krøllede frugter. Desuden findes de i alle farver fra, rød, grøn, lilla, gul, orange, hvide, sorte og endda stribede :) Også her ligger en myte der er ret udbredt. Nemlig den, at mange tror der findes røde og grønne chili… og den røde er den stærke. Delvist rigtigt vil jeg sige. De fleste chili starter med at være grønne og derefter modner de til én eller anden færdig farve. Dem du oftest ser i supermarkedet, starter som grøn og slutter som rød. Og i modningsprocessen, kommer også styrken. Derfor er de røde stærkere end de grønne. Det har ikke noget at gøre med at det er to forskellige.
Vidste du for eksempel, at din grønne peberfrugt, du spiser på din ostemad også er en chili? De er bare fremstillet/fremavlet, til at være uden styrke. På samme måde, sidder der også chili entusiaster og forsøger at avle sig frem til verdens stærkeste chili.
Er chili så gode for os? JA for den da – de er fantastiske for vores helbred på så mange måder.  Chilifrugten er en sand vitaminbombe - sprængfyldt af mange antioxidanter, herunder C-vitamin og beta-karotin, som kroppen har brug for. Nogle forskere mener, at man ved blot at spise to chilifrugter om dagen kan få glæde af dens gode egenskaber. Ny forskning viser også at Capsaisiner kan dræbe kræftceller.
Capsaisiner er også medvirkende til et stabilt blodsukker. Dette gør jo i sig selv frugten god til folk med diabetes eller med følsomt blodsukker.  Snue kan også lindres af capsaicin, som bedøver nerverne i næseslimhinderne og gør dem mindre modtagelige overfor infektioner. Chili kan også være med til at sænke blodtrykket og kolesterol-indholdet i blodet.
Mange af de salver man kan købe mod gigt og andre ledlidelser, indeholder capsaisin, som er smertestillende.
Chilipeber beskytter også maveslimhinden og kan bruges ved sår i maven, selvom den er stærk. Maven udskiller slim når man spiser chili, der beskytter mavesækken mod ætsende stoffer, som alkohol, medicin og syre m.m.
Faktisk virker Chili også bedre end kaffe! Man får et skud energi, uden den der rastløse effekt kaffe kan have.  Og da Chili udløser endorfiner, er der også grund til at mene at disse fungerer godt for vores sind og velvære. Da endorfiner er et belønningshormon, der også udløses efter motion eller sex!
Men mange rynker stadig på næsen og undres over at vi er nogen der vil spise chili og påføre os selv smerte. En bid af en frisk chili udløser umiddelbart et lettet: Det er da ikke så stærkt, og så starter noget, der minder om et flammehelvede i munden, og sveden bryder frem som efter et fem kilometers løb.

Det er såmænd bare chiliens capsaicin, som er skyld i det. Jo stærkere chilien er, desto højere er indholdet af capsaicin - stoffet som får forskere til at klappe i hænderne, og som den moderne lægevidenskab er begyndt at gøre brug af.

Og smerten? Den findes slet ikke! Den brændende fornemmelse, chili giver i munden, og kroppens reaktion i form af svedeture skyldes de små frugters indhold af stoffet capsaicin og en gruppe af beslægtede stoffer, de såkaldte capsaicinoider.
Capsaicin har den særlige egenskab, at det binder sig til en receptor, TRPV1, i nervesystemet. For det første er receptoren involveret i at overføre smertesignaler fra kroppens nerver til hjernen, og for det andet spiller den en afgørende rolle i reguleringen af vores kropstemperatur. Capsaicin aktiverer altså smertenerverne i munden, samtidig med at de temperaturfølsomme nerver bliver mere følsomme. Sidstnævnte snyder hjernen til at tro, at temperaturen er højere, end den faktisk er, og det får kroppen til at svede i et forsøg på at skille sig af med varmen.
Chiliens effekt på kroppen er altså rent kemisk og svarer til at trykke på en kontakt, der får os til at svede og brænde i munden. Uden TRPV1-receptoren ville vi altså slet ikke opleve nogen effekt af chili, og sådan forholder det sig med fugle. De spiser chili uden problemer.
Så lige for at rundt myten om at man dør af verdens stærkeste chili af? Jeg kender flere der har spist verdens stærkeste chili, nemlig "Carolina Reaper", der har en scoville på 2.2 millioner. Den er nyudkåret her i året 2013 og er sindssygt stærk. Men alle dem jeg kender, der har spist den, de lever.... om end de fik sved på panden, måske lidt ondt i maven... og nogen ytrer endda at det heller ikke var så sjovt at skulle af med den igen ;)

Så vidt jeg ved, har der ligget andre personlige ting bag, hvis nogen er døde efter indtagelse af chili. Enten har de haft en skjult lidelse, eller været overfølsomme for noget i chili. Præcis som de der ikke tåler jordnødder.

Når det er sagt, så er jeg IKKE én af dem der opfordrer til at man kaster sig ud i at spise en HEL chili af de stærke. Især ikke hvis man ikke er vant til det. Start nu i det små - smag en bid... og så en større.... ;)
 

En del af min info stammer fra viden jeg selv har skaffet gennem tiden. Og en del stammer fra Fatalii siden, med samtygge fra ejeren :)

onsdag den 15. januar 2014

Fra mild til morderisk!

Mange har spurgt mig hvad jeg dog vil med de allerstærkeste chili. ”Du kan jo ikke spise sådan én, sådan som de der chiliheads gør på youtube”, siger de.

Nej, det vil jeg meget nødig gøre ;) MEN jeg kan godt fortælle hvorfor jeg har dem. Der er faktisk flere grunde til det. Den ene er at de er smukke! De fås i så mange forskellige faconer og farver, krøllede eller glatte. Så udseendet alene kalder på mig :)

Dernæst handler det helt klart om et mix mellem smag og styrke. Mange af de stærkeste smager helt forrygende godt! Tag nu fx vores danske Bhut Orange Copenhagen, der er en styrke 10. Den smager af orange… Det er da fantastisk! :) Og når man bruger chili til fx, sirupper og søde ting, så ”ædes” en del af styrken af sukkeret. Så der er det tit på sin plads at bruge de helt stærke. Det samme gælder retter hvori der indgår en masse fløde. Der batter en jalapeno ikke ret meget.

En tredje grund er at man med tiden vænner sig mere og mere til styrken i chili. Dog ikke så meget, hvis du kun spiser lidt chili, 2-3 gange om måneden. Der skal lidt mere til. Personligt spiser jeg chili mange gange om ugen og helst hver dag. Nogen dage små ubetydelige mængder og andre dage er der knald på, så sveden springer! Her er der ingen tvivl om at jeg tror på vi kan deles op i to grupper – enten elsker man det kick det giver at spise noget stærkt, eller også hader man det. Det er ingen hemmelighed, at jeg er én af dem der elsker det. Og der var da også engang hvor jeg synes at de syltede jalapeno man køber på glas, var mega stærke! I dag synes jeg de er knap så stærke og jeg kan til gengæld spise en halv, fra den stærke ende af skalaen, i en gryderet. Det havde været morderisk stærkt for nogle år siden…

En del af de stærkeste tørrer jeg også og maler til chilipulver. Det bruger jeg i løbet af året en hel del af og det er lettere at dosere end en hel chili.

Når det er sagt, så har jeg jo også en del sorter i mit drivhus, der ligger omkring middelstyrke eller lige under middel. Dem bruger jeg til at bruge frisk i salat, hakket i en tunsalat (hvis der er gæster, og ellers bruger jeg de stærke), eller jalapeno til at lave "Buffalo Turds".

Mange har også den holdning at de i hvert fald IKKE vil så eller spise chili og ytrer ting som: ” Jeg fatter ikke du gider dø af smerte over en chili, helt frivilligt”.

Men kære venner, der er ingen der siger en chili skal være i den morderiske ende :) Der findes et hav af chili i den lavere ende af skalaen, som smager helt fantastisk og som er meget milde og lækre. Der er ingen grund til at få en nærdødsoplevelse, hvis man slet ikke er til det stærke. Og jeg spiser ikke kun chili, for at få det der kick af det stærke capsaisin, der sender adrenalin rundt i blodet. Det er fedt (for mig i hvert fald), men en mild lækker chili som fx dem du ofte finder i salatbaren hos Restaurant Bones eller Jensens Bøfhus, smager jo også helt fantastisk godt.

Det er dog en meget udbredt opfattelse af os ”chilifolk”. Men den er langt fra sand! Jeg kender mange chilidyrkere, der ikke selv dyrker chili i den stærke ende overhovedet. Man skal da bestemt dyrke eller spise det man kan lide.

Ikke alle behøver have den samme lyst som jeg, til at smage de stærke og udfordre sig selv lidt på den front. Min plan er, på sigt, at kunne spise de allerstærkeste. Om end ikke en hel i én mundfuld – men bare sådan i maden eller lignende… eller måske endda en HALV sådan bare lige ;) Men det er jo fordi jeg selv synes det er en sjov udfordring. Jeg render ikke rundt og er smerte fetishist – jeg elsker bare smagen og styrken og den kulinariske oplevelse jeg finder i chiliernes verden.


Nu vi er ved myter og misforståelser, tror jeg at jeg vil lave en post omkring fakta om chili. Jeg har gjort det før, men den tåler en gentagelse :)

Fra plantedræber til hjemmedyrker

Det her var hvad jeg kunne engang
Her sidder jeg og tænker 3 år tilbage. Længere tilbage skal vi nemlig ikke, før jeg var hende der kun havde lidt kaktus og et par grønne stueplanter i vindueskarmen. Det var nemlig det eneste jeg kunne holde liv i.

Alt hvad der mindede om en smuk plante, der kunne blomstre, slog jeg simpelthen ihjel. Jeg fattede ikke vandingsmængder og enten glemte jeg planterne eller også overvandede jeg dem. Jeg var indbegrebet af en person med meget lidt ”grønne fingre”.

Men så var der lige at der skete det, at Persille sendte mig nogen frø af chili. DET mente hun bestemt godt jeg kunne dyrke. Persille og jeg har kendt hinanden i mange år efterhånden og planter var ikke noget vi havde talt ret meget om, selvom jeg godt vidste at hun var vindueskarmshjemmedyrker! Hvis du vil se hvad hun render og hjemmedyrker, kan du følge hende på Facebook her!
Anden gang Persille sparkede til mig med frø
De omtalte frø blev dog puttet i potter og til min store overraskelse, kom der små spirer op! Og sørme, om ikke de små spirer også blev til voksne planter MED chilifrugter. Set i bakspejlet, var det dog nogle lettere forpinte planter, i for små potter og lidt svedne af misforstået godhed over hvor meget sol de skulle have.

MEN jeg havde friske chilifrugter og planter der ikke døde! Det gav mig blod på tanden – og mere ville have mere.

Året efter havde jeg fået mit eget rækkehus og jeg havde pludselig en terrasse. Så jeg gik lidt videre og fik sået omkring 15 chilisorter. Og der havde jeg fået lidt mere forståelse og gode råd om pasningen af de små fyre. Så jeg fyldte vindueskarmen med små planter og meldte mig ind i et par chiliforums på Facebook. Og så skal jeg love for at der kom gang i spirelysten. Og jeg lærte at vel skulle planterne have sol, men de behøvede nu heller ikke lige få hele armen. Og det år fik jeg 15 store flotte planter, der gav mig rigeligt med chili. Og samtidig havde jeg mine første rigtige blomster. Jeps, sådan nogen grønne duske med smukke hvide, lyserøde og gule blomster i! JEG kunne holde liv i levende planter…. Og lykken var stor.
Mit første store succes år med 15 planter
Sidste sæson, gik det så lidt over gevind. Pludselig stod jeg med et drivhus, højbede og haven fyldt med chili, tomater, agurk og et hav af krydderurter. Der var gulerødder, salat, bladbede, radiser, jordbær og alskens lækkerier. Se stemningsbilleder fra juni 2013. Mig, der var overbevist om at alt ville visne og dø, på mystisk vis i mine hænder.

Helt præcis, stod jeg med 45 chiliplanter – alle forskellige. Og drivhuset var proppet til bristepunktet og vandingen foregik stående i døren, med en haveslange, der kunne sende en vandstråle over bagerst i drivhuset. Det var lidt som at spille ”Wack a Mole”, med chiliplanter! Men konklusionen på sæsonen var, at jeg kunne hjemmedyrke en masse lækkerier! Fryseren er fuld af chili og hovedet fyldt med nye idéer til den kommende sæson!
Så fortalte jeg lige om chili, tomater og gulerødder ;)
Jeg så endda migselv stå på vores lokale bibliotek og dele frø ud til børn :) Mens jeg forklarede om at hjemmedyrke i potter, spande og baljer. Og fortalte om at man bare behøvede en spand, ikke en hel have. Så alle kunne være med!

I skrivende stund, sidder jeg og smiler ved tanken om, at jeg nu også har vækstlys og et bord fyldt med 48 forskellige chilisorter på vej. Og når foråret kommer, har jeg TO drivhuse!

Hvis nogen havde prikket mig på skulderen for godt 3 år siden og forudsagt dette, så havde jeg slået mig på lårene i et latteranfald og forklaret at de her hænder, de kan kun slå grønt ihjel!! Men hvor er det godt, at jeg lod mig overtale til at så 3 små chilifrø! For siden har det bragt mig så meget glæde. Man bliver lidt småskør – Jeg er ikke kattedamen, men derimod chilidamen!

Hende der står op om morgenen og suser ind og ser om endnu en chilispire har stukket næsen ovenfor jorden. Eller om der er kommet et nyt blad på de allerede spirede. Jeg er hende der jubler stort over at finde en ny chilisort, eller en fin frugt på chiliplanten. Eller hende der holder øje med termometret i drivhuset morgen og aften, bare lige for at kigge. Jeg er hende der pludselig låner bøger om biologi og planteforståelse. Hvem havde dog forudset dette?



Så har du en ledig plads i vindueskarmen? Så sæt nogen frø, genplant bunden af din selleri eller dine forårsløg! Dette virker næsten lige så godt som ”lykkepiller”… og det ER ikke raketvidenskab. Man kan læse interessen ihjel i lange bøger, der beskriver at et frø spirer bedst mellem 22 og 24 grader. Og luftfugtigheden i jorden bør ligge på så og så mange procent. Men helt ærligt? Smid et frø i jorden og vent….og så skal naturen nok hjælpe dig på vej!!




mandag den 13. januar 2014

Mine 2014 chilisorter

SÅ har jeg lavet en liste over de chili jeg har sået indtil nu :) Jeg looover ikke at listen er endelig. Det har jeg prøvet at gøre før og så dukkede der alligevel lidt op, jeg bestemt ikke lige kunne leve uden ;)

Så nu tør jeg ikke andet end at sige, at dette er min liste indtil nu! ;)

Jeg har gemt listen som PDF her, med fotos af hver enkelt sort. Så behøver man ikke sidde og Google dem man er i tvivl om hvad er.

Det er tydeligt at forskellen fra sidste år og nu, er styrken af de chili der kommer i drivhuset! Der er væsentlig mere knald på i år. Og jeg er da også blevet mere og mere modig med de stærkeste :)
Den anden morgen, startede jeg med en lille chilismagning af Jamaican Hot Chocolate, før kaffe og morgenmad. Det gør én meget frisk og vågen på et øjeblik ;) Så står du mandag morgen og er en smule slatten i betrækket, så spis endelig en styrke 10 chili... så kommer der fut i fejemøget!

Det er farligt at få lys at dyrke under... jeg siger det bare!

Men jeg glæder mig afsindigt til dette chiliår. Det bliver spændende og der er mange spændende sorter at gå og passe, pleje og vente på. Så kryds lige fingre for et fantastisk sommervejr i denne sæson, ikke? Der bliver ret meget brug for det ;)

Så derfor arbejdes der også på vandingsmetoder og opbevaring af regnvand :) Jeg tror jeg er nået frem til en palletank at samle vand i. Deri skal sættes en hane og en haveslange, så jeg ikke længere behøver slæbe 15 kander vand hver dag... det kan jeg ganske enkelt ikke holde til.
Og inde i drivhuset, har jeg tanker om at bygge en ramme af brædder og beklæde rammen og bunden med basinfolie, sådan at jeg kan vande direkte på "gulvet". Og dermed slippe for at vande kronisk og hele tiden :)

Men der er jo god tid til at udtænke idéer endnu :)


fredag den 10. januar 2014

Nyt drivhus


Som i nok husker, led mit drivhus skade i stormene i 2013 :) Men nu har jeg været så ualmindelig heldig, at få en gave! En sød og dejlig kvinde, Kirsten, har nemlig foræret mig dette drivhus, mod selvnedtagning. NO PROBLEMO, tænkte jeg, hahaha. Men eeeeh det kan godt gå hen og give lange arme ;)


Inde i huset, har en gammel vin fuldkommen overtaget herredømmet over pladsen. Den har følt sig så stor og mægtig, at den har sendt sine lange arme ud gennem ruderne og grebet fat i alt, hvad den kunne klamre sig til ;)

Udvendigt gror noget jeg tror er enten hindbær eller brombær, som har valgt at tage kampen op herredømmet op til seriøs kamp!!

Men jeg lover jer, jeg skal give det kamp til stregen! Iført Thyborøn-habit, arbejdshandsker, og værktøjer der kan skræmme livet af det mest stikkende bevoksning!!


Og når drivhuset er forvandlet fra en Harry Potter film, til et lidt mere tilgængeligt hus, er jeg klar til den egentlige nedtagning ;) Glasset skal pilles ud og huset skilles ad, i så få dele som muligt.

Jeg har nemlig besluttet at dette bliver mit nye drivhus, frem for det gamle. Jeg havde troet at dette skulle fungere som reservedele til det jeg havde. Men det er større og dermed vinder det pladsen på min matrikel, frem for det andet. Så rollerne mellem de to huse er blevet byttet rundt.

Og jeg glæder mig vanvittigt til igen at kunne sætte ting i tørvejr i mit drivhus :)

Mon nogen ud fra billederne, kan fortælle mig om dette er et Juliana drivhus? Clipsene i ruderne er nemlig ikke som mine. Mine er små tynde ståltrådsfjedre. Disse er flade metalclips. Og umiddelbart, ser disse ud til at kunne holde meget mere til vind og vejr. Mine clips drejer sig, så de ikke holder ordentlig fast, hvis der kommer nogen store vindstød. Disse kan ikke dreje sig og må derfor være lidt mere modstandsdygtige.


Og da jeg nok kommer til at mangle nogen stykker, har jeg brug for at vide hvor og efter hvad jeg skal lede ;)

Meeen Kirsten - jeg er super glad!!! Og glæder mig nu endnu mere til den kommende sæson !!



mandag den 6. januar 2014

Det spirer og gror

Pink lys i hele kontoret

Her har været stille i lidt tid herinde. Jeg har haft lidt travlt om aftenen og har ikke fået skrevet så meget herinde ;) MEN nu sidder jeg her, fordi jeg har lyst til at fortælle jer om det nye i mit chiliprojekt dette år.

Jeg er kommet med på grolys bølgen! Så nu kan jeg starte min sæson lang tid før end jeg plejer. Normalt ville jeg først så mine frø her omkring 1. februar. Men nu har jeg sået allerede først i december.

Sød lille chilispire - er den ikke fin?

Ind fra højre, kom nemlig et menneske der betyder meget for mig. Nemlig Verner, der synes jeg skulle have chancen for at prøve at få lidt jord under neglene, her om vinteren også.
Jeg gik også og var lidt træt af mit sønderrevne drivhus - for jeg havde jo forestillet mig at mange ting skulle til overvintring derude. Og at et par planter skulle have været herind i huset for at blive klippet ned og overvintre.

Men alle planer gik i vasken, da stormen tog drivhuset og planterne fik det rigtig skidt. Det bratte skifte mellem et lunt og godt drivhus.... og stormen og kulden udenfor, brød de sig ikke ret meget om. Og jeg mistede ærlig talt modet lidt og smed ganske enkelt håndklædet i ringen.

Men SÅ kom Verner lige og spredte glæde! Jeg fik nemlig min første grolampe! Bredt var mit smil - det siger jeg jer! Jeg savnede virkelig at så nogen frø :) Så straks fik jeg sået en lille smule frø ((høhø jow jow en lille smule... altså i forhold til Bjarne Højlund, www.barney.dk (og en del af de andre "Chilitosser jeg deler forum med) , har jeg ikke sået ret meget)). 

Men så kunne jeg måske alligevel godt se at den ene lampe ville få sit besvær, når planterne ikke længere er de sødeste små spirer på 3 cm ;) Og heldigvis havde jeg fået lidt penge i både jule og fødselsdagsgaver her i december... så endnu en lampe blev føjet til.

Men eeeehh... så er det jo man tænker: Nøøøj TO lamper og så kommer man ligesom TIL at så en lille smule flere frø!!! Ikke mange.... bare sådan ca. 20 sorter mere. *suk* Mon jeg får pladsproblemer senere? :D

Se lige de små spættede blade der er på vej ;)

Men helt ærligt ikke? Så er det her med at så frø og se dem spire, et ret godt alternativ til lykkepiller og lysterapi ;) Jeg som ikke kunne holde liv i en kaktus for bare 3-4 år siden! Det kan jeg godt more mig lidt over idag!

ProPlant PAR38

Men tilbage til grolyset :) Mine lamper er disse ProPlant lamper, fra Bjarne Højlund. Det skulle være noget af det mest effektive og samtidig strømbesparende. Denne lampe bruger kun 36 watt... og helt ærligt, det er jo slet ikke så slemt. I hvert fald ikke forhold til hvad de giver mig retur!

Jeg skal ikke kloge mig en masse i det der med grolys, for det ved jeg slet ikke nok om. Men jeg kan huske som barn, der havde vi en grolampe i stuen, der sendte en masse hvidt lys ud. Jeg tror også man kaldte det en dagslyspære. Men meget er sket siden da. Nu ved man en masse om at planter ikke ser det samme lys som vi.  Planterne har brug for blåt og rødt lys i helt bestemte bølgelængder. Og her kan disse nye LED lys noget, som er rigtig godt. Du kan læse lidt mere om det her på engelsk dog!

Linket herover er kun til info om selve lyset i lamperne. Selv handler jeg lamper hos Bjarne, da jeg fra de chili og planteforums jeg kommer på, ved at disse lamper får en masse ros. Og så er servicen hos Bjarne i øvrigt i top.

Men stay tuned - jeg skal helt sikkert nok skrive mere om disse lamper og mine egne erfaringer med dem :)

Lige nu ser min chililiste sådan ud i tilfældig rækkefølge:

- Bhut Orange Copenhagen
- 7 pod Jonah
- Bhut Jolokia White
- Trinidad Scorpion Orange
- Devils Tounge Red
- CGN 21500
- Scorpion Ellegaard Strain (Min egen sort)
- Habanero orange
- Teapot Yellow
- Teapot Red
- JellyBean
- Lilac
- Chokolate Habanero
- Bhut Jolokia Chocolate
- Scotch Bonnet Brown
- 7 pod Bubblegum
- 7 pod White
- Fatalii White
- Jays Ghost Scorpion Peach
- Rocoto Canario
- Rocoto Orange
- Habalokia Chocolate
- Nagabon
- Habalokiea Yellow
- Habanero Neon
- Burapo Thai
- 7 pod Burgundy
- Rainforest
- Medina
- Aji Christal
-  Aji Habanero
- Bubba
- Habanero Punta Giallo
- Bulgarian Carrot
- Trepaderia Werner
- Guajillo
- Blondie
- Rocoto Red
- Mik Schack
- Citron Chili
- Aji Amarillo
- Orange Lantern
- Mucho Nacho Jalapeno
Og
- Braziliera Tres Lobos!

Bliver jeg lidt flov når jeg ser denne liste? Ja lidt - og ret skræmt over hvor de skal være senere på sæsonen ;)  Jeg lovede migselv sidste år at så færre i år... det har jeg også gjort... EN mindre ;)



Certificeret Hjemmedyrker


Certificeret Hjemmedyrker - det er hvad jeg er! ;) Jeg er nemlig blevet adlet dertil, af Persilles Hjemmedyrk!

Det gør mig glad og stolt ;) Persille har en facebook gruppe ved navn: Persilles Hjemmedyrk. Kig endelig ind. Her viser Persille selv hvordan hun kan dyrke det mest utrolige hjemmedyrk, i en betongård i København. Jeg vil ikke afsløre en masse om hvad hun laver - for jeg synes du selv skal kigge med.

Men jeg kan fortælle at hun her i december holdt et awardshow, hvor hun udloddede en masse priser og gaver, til en hel masse danske hjemmedyrkere. Og awardshows kan man da ikke få nok af vel? Og da slet ikke den hjemmedyrkede slags :)

Mit certifikat kommer til at hænge i drivhuset til foråret. Jeg skal liiige have flyttet og samlet drivhuset igen, her ovenpå stormene. Der er lidt for luftigt derude lige nu.