Fra mild til morderisk!

Mange har spurgt mig hvad jeg dog vil med de allerstærkeste chili. ”Du kan jo ikke spise sådan én, sådan som de der chiliheads gør på youtube”, siger de.

Nej, det vil jeg meget nødig gøre ;) MEN jeg kan godt fortælle hvorfor jeg har dem. Der er faktisk flere grunde til det. Den ene er at de er smukke! De fås i så mange forskellige faconer og farver, krøllede eller glatte. Så udseendet alene kalder på mig :)

Dernæst handler det helt klart om et mix mellem smag og styrke. Mange af de stærkeste smager helt forrygende godt! Tag nu fx vores danske Bhut Orange Copenhagen, der er en styrke 10. Den smager af orange… Det er da fantastisk! :) Og når man bruger chili til fx, sirupper og søde ting, så ”ædes” en del af styrken af sukkeret. Så der er det tit på sin plads at bruge de helt stærke. Det samme gælder retter hvori der indgår en masse fløde. Der batter en jalapeno ikke ret meget.

En tredje grund er at man med tiden vænner sig mere og mere til styrken i chili. Dog ikke så meget, hvis du kun spiser lidt chili, 2-3 gange om måneden. Der skal lidt mere til. Personligt spiser jeg chili mange gange om ugen og helst hver dag. Nogen dage små ubetydelige mængder og andre dage er der knald på, så sveden springer! Her er der ingen tvivl om at jeg tror på vi kan deles op i to grupper – enten elsker man det kick det giver at spise noget stærkt, eller også hader man det. Det er ingen hemmelighed, at jeg er én af dem der elsker det. Og der var da også engang hvor jeg synes at de syltede jalapeno man køber på glas, var mega stærke! I dag synes jeg de er knap så stærke og jeg kan til gengæld spise en halv, fra den stærke ende af skalaen, i en gryderet. Det havde været morderisk stærkt for nogle år siden…

En del af de stærkeste tørrer jeg også og maler til chilipulver. Det bruger jeg i løbet af året en hel del af og det er lettere at dosere end en hel chili.

Når det er sagt, så har jeg jo også en del sorter i mit drivhus, der ligger omkring middelstyrke eller lige under middel. Dem bruger jeg til at bruge frisk i salat, hakket i en tunsalat (hvis der er gæster, og ellers bruger jeg de stærke), eller jalapeno til at lave "Buffalo Turds".

Mange har også den holdning at de i hvert fald IKKE vil så eller spise chili og ytrer ting som: ” Jeg fatter ikke du gider dø af smerte over en chili, helt frivilligt”.

Men kære venner, der er ingen der siger en chili skal være i den morderiske ende :) Der findes et hav af chili i den lavere ende af skalaen, som smager helt fantastisk og som er meget milde og lækre. Der er ingen grund til at få en nærdødsoplevelse, hvis man slet ikke er til det stærke. Og jeg spiser ikke kun chili, for at få det der kick af det stærke capsaisin, der sender adrenalin rundt i blodet. Det er fedt (for mig i hvert fald), men en mild lækker chili som fx dem du ofte finder i salatbaren hos Restaurant Bones eller Jensens Bøfhus, smager jo også helt fantastisk godt.

Det er dog en meget udbredt opfattelse af os ”chilifolk”. Men den er langt fra sand! Jeg kender mange chilidyrkere, der ikke selv dyrker chili i den stærke ende overhovedet. Man skal da bestemt dyrke eller spise det man kan lide.

Ikke alle behøver have den samme lyst som jeg, til at smage de stærke og udfordre sig selv lidt på den front. Min plan er, på sigt, at kunne spise de allerstærkeste. Om end ikke en hel i én mundfuld – men bare sådan i maden eller lignende… eller måske endda en HALV sådan bare lige ;) Men det er jo fordi jeg selv synes det er en sjov udfordring. Jeg render ikke rundt og er smerte fetishist – jeg elsker bare smagen og styrken og den kulinariske oplevelse jeg finder i chiliernes verden.


Nu vi er ved myter og misforståelser, tror jeg at jeg vil lave en post omkring fakta om chili. Jeg har gjort det før, men den tåler en gentagelse :)