onsdag den 22. januar 2014

Chili - myter og fakta

Mange ved ikke så meget om chili – ud over at de er aflange, røde og stærke.  Nogen mener også at vide, at hvis man spiser verdens stærkeste chili, så DØR man!! ;)  Men chili-verdenen er langt mere nuanceret end som så.
For det første findes der et hav af chilisorter. Der findes faktisk flere tusinde sorter, fordelt på 6 kendte arter og 5 knap så udbredte arter. De 6, er også dem vi kalder kultiverede sorter, nemlig:
  • Capsicum Annuum, betyder årlig. Dette er i grunden misvisende, da de ikke er enårige, men kan leve i årevis. (Dog plejer de fleste hobby-chilidyrkere at starte forfra år efter år) Annuums er de mest almindelige chilipebre i verden. Heriblandt finder du Jalapeno, Cayenne, New Mexican osv.
  • Capsicum Frutescens,  oversættes til busket. Bedst kendt i denne gruppe er nok Tabasco. Her er også mange forskellige frugter. Men dog ikke nær så mange som hos Chinenserne. Typisk for Frutescens er at frugterne er lette at plukke, blomsterne har et grønt skær og de gror godt og hurtigt. Disse er især gode indendørs, som vindueskarm plante.
  • Capsicum Chinense, navnet antyder helt forkert at disse sorter oprindeligt er fra Kina. Faktisk er denne gruppe oprindeligt fra Amazon Basin. Men uanset hvad, er denne gruppe kendt for sine ”nær-døds-styrker”! De aller mest kendte fra denne gruppe er nok Habanero. Herunder findes alt fra små bærlignende chili, til store frugter – og lige fra mild til sindssyg stærk. Planterne her er oftest kompakte og robuste og passer godt i en vindueskarm. Dog elsker de også lidt god varme og en lang sæson, hvis man vil nå at nyde frugterne.
  • Capsicum Baccatum,  betyder bærlignende. De stammer fra Peru eller Bolivia. De bliver ofte omtalt som Ajis, som faktisk bare betyder chilipeber. I denne gruppe findes rigtig mange forskellige former og smagsvarianter. Mange sorter fra denne gruppe bliver ret store, så er normalvis ikke så gode i en vindueskarm.
  • Capsicum Pubescens, betyder ”Behåret”. Hvilket er meget godt ramt, da sorterne har små hår på stængel og blade. Disse er også kendt som Rocotos og har sorte frø og lilla blomster.
Der ud over findes der så de andre arter, som er vilde chili arter, som jeg ikke vil beskrive nærmere her.
Men det sjove er, at chiliplanter findes i størrelser lige fra 10 cm høje til flere meter høje. Frugterne findes ligeså, fra 1 cm størrelse og rund som en kugle, til de aflange røde du kender og over til ondt udseende store krøllede frugter. Desuden findes de i alle farver fra, rød, grøn, lilla, gul, orange, hvide, sorte og endda stribede :) Også her ligger en myte der er ret udbredt. Nemlig den, at mange tror der findes røde og grønne chili… og den røde er den stærke. Delvist rigtigt vil jeg sige. De fleste chili starter med at være grønne og derefter modner de til én eller anden færdig farve. Dem du oftest ser i supermarkedet, starter som grøn og slutter som rød. Og i modningsprocessen, kommer også styrken. Derfor er de røde stærkere end de grønne. Det har ikke noget at gøre med at det er to forskellige.
Vidste du for eksempel, at din grønne peberfrugt, du spiser på din ostemad også er en chili? De er bare fremstillet/fremavlet, til at være uden styrke. På samme måde, sidder der også chili entusiaster og forsøger at avle sig frem til verdens stærkeste chili.
Er chili så gode for os? JA for den da – de er fantastiske for vores helbred på så mange måder.  Chilifrugten er en sand vitaminbombe - sprængfyldt af mange antioxidanter, herunder C-vitamin og beta-karotin, som kroppen har brug for. Nogle forskere mener, at man ved blot at spise to chilifrugter om dagen kan få glæde af dens gode egenskaber. Ny forskning viser også at Capsaisiner kan dræbe kræftceller.
Capsaisiner er også medvirkende til et stabilt blodsukker. Dette gør jo i sig selv frugten god til folk med diabetes eller med følsomt blodsukker.  Snue kan også lindres af capsaicin, som bedøver nerverne i næseslimhinderne og gør dem mindre modtagelige overfor infektioner. Chili kan også være med til at sænke blodtrykket og kolesterol-indholdet i blodet.
Mange af de salver man kan købe mod gigt og andre ledlidelser, indeholder capsaisin, som er smertestillende.
Chilipeber beskytter også maveslimhinden og kan bruges ved sår i maven, selvom den er stærk. Maven udskiller slim når man spiser chili, der beskytter mavesækken mod ætsende stoffer, som alkohol, medicin og syre m.m.
Faktisk virker Chili også bedre end kaffe! Man får et skud energi, uden den der rastløse effekt kaffe kan have.  Og da Chili udløser endorfiner, er der også grund til at mene at disse fungerer godt for vores sind og velvære. Da endorfiner er et belønningshormon, der også udløses efter motion eller sex!
Men mange rynker stadig på næsen og undres over at vi er nogen der vil spise chili og påføre os selv smerte. En bid af en frisk chili udløser umiddelbart et lettet: Det er da ikke så stærkt, og så starter noget, der minder om et flammehelvede i munden, og sveden bryder frem som efter et fem kilometers løb.

Det er såmænd bare chiliens capsaicin, som er skyld i det. Jo stærkere chilien er, desto højere er indholdet af capsaicin - stoffet som får forskere til at klappe i hænderne, og som den moderne lægevidenskab er begyndt at gøre brug af.

Og smerten? Den findes slet ikke! Den brændende fornemmelse, chili giver i munden, og kroppens reaktion i form af svedeture skyldes de små frugters indhold af stoffet capsaicin og en gruppe af beslægtede stoffer, de såkaldte capsaicinoider.
Capsaicin har den særlige egenskab, at det binder sig til en receptor, TRPV1, i nervesystemet. For det første er receptoren involveret i at overføre smertesignaler fra kroppens nerver til hjernen, og for det andet spiller den en afgørende rolle i reguleringen af vores kropstemperatur. Capsaicin aktiverer altså smertenerverne i munden, samtidig med at de temperaturfølsomme nerver bliver mere følsomme. Sidstnævnte snyder hjernen til at tro, at temperaturen er højere, end den faktisk er, og det får kroppen til at svede i et forsøg på at skille sig af med varmen.
Chiliens effekt på kroppen er altså rent kemisk og svarer til at trykke på en kontakt, der får os til at svede og brænde i munden. Uden TRPV1-receptoren ville vi altså slet ikke opleve nogen effekt af chili, og sådan forholder det sig med fugle. De spiser chili uden problemer.
Så lige for at rundt myten om at man dør af verdens stærkeste chili af? Jeg kender flere der har spist verdens stærkeste chili, nemlig "Carolina Reaper", der har en scoville på 2.2 millioner. Den er nyudkåret her i året 2013 og er sindssygt stærk. Men alle dem jeg kender, der har spist den, de lever.... om end de fik sved på panden, måske lidt ondt i maven... og nogen ytrer endda at det heller ikke var så sjovt at skulle af med den igen ;)

Så vidt jeg ved, har der ligget andre personlige ting bag, hvis nogen er døde efter indtagelse af chili. Enten har de haft en skjult lidelse, eller været overfølsomme for noget i chili. Præcis som de der ikke tåler jordnødder.

Når det er sagt, så er jeg IKKE én af dem der opfordrer til at man kaster sig ud i at spise en HEL chili af de stærke. Især ikke hvis man ikke er vant til det. Start nu i det små - smag en bid... og så en større.... ;)
 

En del af min info stammer fra viden jeg selv har skaffet gennem tiden. Og en del stammer fra Fatalii siden, med samtygge fra ejeren :)

3 kommentarer:

  1. 1000 1000 tak for et fantastisk indlæg om chili, en fornøjelse at opleve en chilinørd;-))) det er lige bogmærket her så jeg kan genlæse, vise det frem
    Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme Anette :) Jeg vil såå gerne mane nogen af alle de myter i jorden, der findes og lever i bedste velgående.

      Slet
  2. Du har gjort det IGEN Tina!!! Endnu en fremragende, spændende og oplysende post, som nok burde kunne mane en del af misforståelserne omkring chilier til jorden!! Rigtig spændende læsning!! Knus Verner.

    SvarSlet