fredag den 25. oktober 2013

Bhut Orange Copenhagen


I har efterhånden læst ordet BOC eller Bhut Orange Copenhagen, en del gange herinde :) Som før beskrevet, er det en helt ny dansk chilisort, der er frigivet i handel i år.

Den er fremavlet af to gæve gutter, Søren Friis Larsen og Bjarne Højlund. Og er uden tvivl min nye favorit chili. Den har en fantastisk duft og smag af Orange... og JA man kan smage det, trods den er hamrende stærk. Og det bedste - den har næsten ikke noget af den der naga smag og duft, som de fleste meget stærke chilier har - fx habaneroer.
Styrken ligger på 10 eller i scoville omkring de 1 mill. Så den rangerer blandt de allerstærkeste.

Som det ses på billedet, hedder min plante BOC/TEP/F4/13.
BOC = Bhut Orange Copenhagen
TEP= Tina Ellegaard Poulsen
F4 = fjerde generation
13 = Året 2013

Alt dette, for at Søren kan følge med i hvordan sorten udvikler sig, eller ikke gør. Om farve, form, smag og duft er stabil. Frøene jeg fik, hed fx BOC/PA/F3... og så kan Søren følge med i et nøje udfyldt skema, om hvordan det hele går og udvikler sig.

Jeg synes det er rigtigt spændende at følge med i og jeg har glædet mig vanvittig til mine frugter modnede. Og da jeg havde lidt startbesvær, er det godt at denne sæson vejrmæssigt, har været ualmidelig lang. Det er ikke ofte vi oplever en dagtemperatur på 18 grader her i oktober.
Dog er BOC'en, som den eneste af mine chiliplanter, rykket indendøre for ca en lille måned siden. Jeg ville være sikker på at det i hvert fald ikke var de kolde nætter, der gjorde at jeg ikke nåede at få modnet frugterne.
Og noget tyder på det har virket - for nu bugner den med modne frugter. Altså lige ud over alle dem jeg har gået og snuppet her på det sidste, da jeg lavede sirupper og chutney.
Nu har jeg købt frø igen og venter bare med spænding på næste sæson. Og havde jeg haft "grolys", havde jeg også sået allerede nu. Men når man ikke har det, må man pænt vente til omkring 1. februar.

Så skal jeg bare lige gøre op med migselv om jeg vil prøve at lave en plante ud fra min egen streng også :)


Men smuk, det er den altså! Og den lyser så flot op, blandt alle de røde, gule og grønne chili. Så jeg skal have mindst 2-3 planter næste år, af denne smukke sort.

Og så lærer jeg vel efterhånden at dosere den lige tilpas, i diverse retter og sylt. Den sparker i den grad r** ... og man kan godt blive lidt overrasket af styrken. Så da jeg smed 4 halve i min sirup igår og de havde kogt med i små 10-15 minutter, blev jeg noget overrasket over hvor meget knald der var på min sirup ;)



2 kommentarer: