onsdag den 12. marts 2014

Der er liv i Junglen !


Puuueha, der begynder at blive en smule trangt i chillingebørnehaven!! Jeg har måttet inddrage al ledig plads til planterne. Så der står nu fire bakker, fyldt med chiliplanter.

De vokser med raketfart nu og man begynder at sukke gevaldigt efter drivhusvejr. Men de kommer ikke derud før nattetemperaturen når op i nærheden af 8 grader, eller deromkring :)

Jeg vil skyde på jeg har ca. 70 planter derinde nu og når de lander i 5 L potter, så fylder de godt nok en del. Så inden drivhuset er klart, må jeg nok udvide pladsen ind i stuen og i vindueskarmene også.


Men nu ER det ikke chili det hele ;) Her er et af mine små Jacaranda træer. De vokser fint og man kan nu se hvor fine deres blade bliver. Dem beholder jeg 3 af. To skal laves til opstammede træer, da de skal stå i krukker. De er nemlig ikke vinterhårdføre her. Og en tredje vil jeg forsøge at lave til Bonzai. Jeg har aldrig prøvet nogen af delene før, så det bliver spændende at se om de bliver som jeg drømmer om.


Der ud over har jeg også gang i verdens største bønner!!  Deres bælge kan blive op til 2 meter lange :)

De hedder hhv. Entada Rheedii og Entada Gigas. Det er egentlig nok mere en slags lian og de kan vokse op til 30 meter i løbet af 18 måneder!! Og da de heller ikke er vinterhårdføre, siger noget mig, at jeg kommer til at forsvinde i en jungle.

Så hvis du ikke kan fange mig på telefonen, så kom og gå ind.... husk en hæksaks, for så er jeg måske fanget af lianen og kan ikke komme fri ved egen hjælp ;)

Det siges at man kan blive høj, hvis man ryger eller spiser indmaden af disse bønner ;) Meeen det tør jeg nu ikke. Men sjov info er det da.

Nu vi er ved de sjove planter, er jeg også ved at forsøge at spire en Telegrafplante, eller Codariocalyx motorius. Det sjove ved denne plante er at den står og vipper bladene, så man tydeligt kan se det med det blotte øje :) Dette gør den, for at kunne fange det optimale lys hele tiden. Mange tror den reagerer på musik, derfor findes der også mange youtube videoer, hvor folk holder spillende telefoner hen til den. Men i virkeligheden har det intet med musikken at gøre, men derimod bare bevægelse planten er bygget til at lave.


 

Denne video snyder en lille smule, da det er en timelaps med 2 sekunders interval. Men det giver stadig et godt billede af hvor hurtigt den står og bevæger sig :) Find evt. flere videoer på youtube.

Den er jeg RET spændt på at se i virkeligheden og håber virkelig den vil spire her hos mig :)

Så lidt sker der, her i junglen :) Og vejret har jo været intet mindre end fantastisk i denne uge. Så ompotningen har foregået på terrassen, uden overtøj og med kaffe i koppen. Så bliver det da ikke ret meget bedre!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar